Den 21. april 2009 afholdt A&S lokalforening København en temaaften om adoptivbarnets møde med daginstitutionen. Ca. 30 adoptivforældre og en lille håndfuld pædagoger var mødt op og fik her lejlighed til at møde tre forskellige spændende foredragsholdere. May Britt Skjold. May Britt Skjold er psykolog med egen praksis, hvor hun arbejder med mange adoptivfamilier og rådgiver unge og voksne adopterede. Herudover har hun i 9 år været underviser på de obligatoriske fase 2 kurser. May Britt Skjold er selv adopteret. May Britt Skjold satte i sit oplæg fokus på den bagage barnet har med sig ved adoptionen. Herunder både positive og negative oplevelser. Hun viste billeder fra Adoptionsnævnets rejse til Etiopien forrige år, hvor man havde besøgt 10 forskellige børnehjem i Addis, af meget svingende kvalitet. Billederne illustrerede på fin vis hvad det er for nogle vilkår, som børnene har haft inden adoptionen. Mange af oplevelserne fra tidligere lagrer sig i den følelsesmæssige og motoriske hukommelse. Det er ikke en bevidst erindring eller noget som barnet kan sætte ord på, men erindringerne kan vækkes og give nogle reaktioner som kan være svære at forstå, da vi jo ikke altid kender til barnets tidlige oplevelser. Et barn der bortadopteres udsættes for det som May-Britt Skjold kalder for et ”Makro-brud”. Senere i livet vil de (skjulte) erindringer om dette kunne blive vækket i forbindelse med nogle af alle de ”Mikro-brud” som alle udsættes for i et livsforløb, og det vil kunne give nogle uproportionelt store reaktioner. De fleste børnehjemsbørn udvikler nogle ”overlevelsesstrategier” som kan være svære at lægge fra sig efter adoptionen. To man ofte støder på er det nemme og tilpassede barn ( Se mig ikke ! ) og det støjende og opmærksomhedskrævende barn ( se mig ! ). Det er vigtigt at være opmærksom på at indenunder disse to adfærdsmønstre gemmer der sig et ensomt, forvirret, utrygt og skrøbeligt lille barn. Helle Rasmussen Helle Rasmussen er ledende sundhedsplejerske i Københavns kommune ( indre by ). Hun er selv adopteret og (adoptiv)mor til to børn på 6 og 10 år. Helle Rasmussen startede med at fortælle om sundhedsplejerskens uddannelses- og erfaringsbaggrund, og hvad man som (adoptiv) forældre kan få af råd og vejledning under den almindelige besøgsordning. I indre by er man meget interesserede i at få kontakt med familierne og have det første besøg inden henterejsen. Sundhedsplejerskens arbejde er primært forebyggende, men derudover kan de rådgive og hjælpe hvis børnene har trivselsproblemer af den ene eller anden art. Sundhedsplejerskerne arbejder sammen med de pædagogiske konsulenter, og tager i nogen omfang på sambesøg i situationer hvor børnene har den ene eller anden form for problemer. Der ydes også rådgivning til institutionspersonale, hvis de er i tvivl om et barns reaktionsmønstre, og hvorledes man skal takle dette. Det er oplagt at tage sundhedsplejersken med på råd omkring valg af institution, da hun kender til de forskellige institutioner i distriktet, og ved hvilken pædagogik man arbejder efter. Hvis barnet har nogle særlige behov der skal tilgodeses med en bestemt ( type ) institutionsplads kan sundhedsplejersken og også den pædagogiske konsulent hjælpe med at lave en dispensationsansøgning til pladsanvisningen. I de situationer hvor samarbejdet mellem forældre og personale i en institution går helt i hårdknude, kan den pædagogiske konsulent træde til som ”mægler” og hjælpe til med at få lavet nogle gode aftaler, der kan få samarbejdet til at fungere bedre. Helles Rasmussen rådede til, at man foretager sit institutionsvalg med hjerte og fornuft, og ikke lytter så meget til ”naboen”. Det er meget forskelligt hvad man som forældre lægger vægt på, så det bedste er at tage rundt og besøge de relevante institutioner, og så lytte til sin mavefornemmelse. Benedikte Søndergaard-Møller. Benedikte er leder af en integreret institution på Frederiksberg. Derudover er hun (adoptiv)mor til to børn på 1 og 5 år. Benedikte opfordrede ligeledes til at man besøger nogle forskellige institutioner, og vælger en der giver en god mavefornemmelse, og hvor der er en god anerkendende kultur. Inden institutionsstart bør man bede om et møde med personalet, hvor man taler om sit barns særlige behov, og fortæller om dets baggrund samt planlægger strukturen for indkøringen. Et sådant møde vil man ikke automatisk få tilbudt, men ønsket vil formentlig alle steder blive opfattet positivt. Det er vigtigt at man har en tydelig og ærlig kommunikation med personalet i daginstitutionen. Man bør fortælle pædagogerne hvilke ”ord” man bruger omkring adoptionen i hjemmet ( mavemor, biomor, kinamor etc. ). Det er også vigtigt at orientere personalet om hvad barnet ved og forstår omkring adoption. Hvor langt er man nået i sin snak med barnet. Forstår det f.eks. at det ikke har ligget i sin mors mave. Selve indkøringen bør der sættes rigtig god tid af til, da man ikke på forhånd ved hvordan barnet vil reagere. Det er meget vigtigt med en fat primær pædagog under indkøringen. Start med korte dage, og det kan være en god ide også at være i børnehaven sidst på dagen, så barnet forstår at børnehaven lukker og alle børn bliver hentet af deres forældre. Det kan være en rigtig god idé at banet har en kær genstand med ( bamse eller lignende ) samt nogle laminerede billeder af sin familie. Nogle børn reagerer ikke synligt på adskillelsen fra forældrene. Det er måske de børn man i højeste grad skal være opmærksomme på. Andre børn reagerer med separationsangst, voldsom udadreagerende adfærd, afvisning af forældrene, (for) stærk tilknytning til personalet, regredierende adfærd osv. Nogle gange kommer reaktionerne først efter en periode. Se plancherne fra Benedikte Søndergaard-Møllers indlæg lige her