|
Formandens beretning Allerførst skal jeg beklage, at jeg ikke selv kan være til stede – men jeg har fuld tillid til, at mine engagerede kolleger i bestyrelsen, vil sørge for, at generalforsamlingen afvikles i god ro og orden. Bestyrelsen har i det forgangne år beskæftiget sig både med de store – mere landsdækkende – spørgsmål om adoption samt med de lokale arrangementer af mere social karakter. Jeg vil gerne lige knytte et par bemærkninger til de landsdækkende spørgsmål. Overordnet set har året 2007/2008 ikke medført de store forbedringer, hverken for de, der står over for at skulle adoptere, for de, der har adopteret eller for vores børn. Listen af problemer, både i relation til den indenlandske sagsbehandling og på internationalt niveau, er desværre ikke for nedadgående. Internationalt set er adoption af udenlandske børn under pres og desværre med meget store konsekvenser for adoptanter i Danmark. Ventelisterne vokser og vokser, flere og flere kommer i klemme mht. aldersreglerne, der diskrimineres stadig mod eneadoptanter både mht. børnetilskud og plads på ventelister (hvis adoption da stadig kan kaldes et reelt tilbud for denne gruppe!). Det absurde i denne situation er jo at et stigende antal børn mangler forældre, samtidig med at andelen af ufrivilligt barnløse også tiltager. I indeværende periode har der desværre ikke været politisk vilje hos regerings partierne til at gøre op med den uretfærdig og diskriminerede lovgivning der forekommer her i landet. Den længe ventede revision af adoptionslovgivningen synes ikke umiddelbart nært forestående. Lokalt set har det været et lidt atypisk år for lokalforeningen København - på godt og ondt! Desværre måtte vi overføre et underskud på ca. 5000 kr. fra sidste år, hvilket har betydet, at vi har været nødt til at prioritere typen/antallet af arrangementer samt antallet af nyhedsbreve. På trods af dette underskud har vi haft et fornuftigt aktivitetsniveau, hvor der har været lagt vægt på de sociale begivenheder, herunder en hyggelig picnic i Frederiksberg have, juletræsfesten samt den årlige dragedag i Valby parken sammen med Kinaforeningen. Derudover har lokalforeningen lagt rammer til en velbesøgt og god introaften for kommende adoptanter og en spændende film- og foredragsaften med Shital Andersen. Senere i dag vil der være et foredrag om PAS-rådgivning, og senere på efteråret afholder vi i samarbejde med LF KBH Omegn et foredragsarrangement med hjerneforsker Ann Elisabeth Knudsen. Et formodentlig velsmagende øl arrangement måtte desværre aflyses pga. for få tilmeldinger, men vil forhåbentlig blive gennemført på et senere tidspunkt. Et af årets målsætninger har desuden været at forbedre lokalforeningens hjemmeside. Som mange forhåbentlig har lagt mærke til, har den nu fået et gevaldigt løft, som vi håber mange vil lade sig inspirere af til også selv at komme med bidrag. Det kan være boganmeldelser, debatindlæg eller bare en god historie om adoption. Af visioner for det kommende år vil vi ligesom sidst satse på en række sociale arrangementer. Juletræsfesten er et sikkert hit, ligesom der igen vil blive planlagt en dragedag med kinaforeningen og en sommerudflugt. Til november afholder vi endnu en af vore introaftner, og så vil vi selvfølgelig også forsøge at arrangere nogle interessante foredrag om vedkommende adoptionsemner. Selv om jeg synes, at vi har en velfungerende lokalforening, så må vi erkende at nye kræfter er tiltrængt, både i bestyrelsen men også som frivillige til at hjælpe ved større arrangementer. Jeg vil derfor opfordre de tilstedeværende til at overveje, om ikke de kunne have lyst til at indtræde endnu mere aktivt i netværket. Der er tale om ganske få aftener fordelt over året. Med flere kræfter i foreningen, vil vi kunne tilbyde medlemmerne endnu flere vedkommende arrangementer. Vi har mange gode ideer der venter på at blive søsat. Jeg håber, at I alle får en god generalforsamling. På bestyrelsens vegne Kurt Nielsen
|